Ligesom resten af de anslåede to milliarder mennesker over hele verden så også jeg med fascination det kongelige bryllup af prins William og Catherine Middleton. Jeg kan ikke lade være med at reflektere over den kongelige families relevans i hele menneskehedens liv i dag.
Jeg kommer fra Danmark, og vi har vores egen kongelige familie.
Husk, Hamlet var en dansk prins.
For nylig blev folk i København charmeret af den lille danske prinsesse, der blev 4 år for en uge siden.
Hun er datter af Kronprinsesse Mary og hendes far Kronprins Frederik. Isabella, som har to små søskende, minder mig om, at de kongelige er her for at blive.
Måske vil politikere og ideologer diskutere monarkiets rolle i et demokratisk samfund, men det vil jeg ikke gå ind på. Min egen refleksion har fået mig til at anerkende, hvordan de kongelige har flyttet fra ikoner af magt til modeller af menneskeheden
Hver pige ville være prinsesse;
Men der er kun en Kate Middleton.
Det er OK at stræbe efter at være en anden, men det bør ikke være på grund af vores utilfredshed med, hvem vi er. Det står all frit for at stræbe efter at være præsident, lederen, den bedste kone, kaptajnen af holdet.
Hvis disse forhåbninger motiverer os til at presse os til at være mere, er det godt og godt.
Men forhåbninger bør ikke være baseret på afvisning af selvet, men snarere på selvaccept.
Det er som at klatre op ad en trappe - at acceptere og være stolt af, hvem vi er, og hvad vi har i øjeblikket, giver et solidt springbræt for os til at springe op på det næste trin.
Uden selvaccept er vi på en hul og ustabil grund til at begynde med, og det vil ikke bringe os nogen steder.
